Nyt affaldsskur giver bedre sortering og stærkere fællesskab i Ryparken

Affaldssorteringen i Ryparken er blevet lettere efter en række praktiske ændringer, der skal gøre det nemmere for beboerne at sortere korrekt. Tidligere stod affaldsbeholderne spredt rundt i området, hvilket gjorde, at affald nogle gange blev placeret forkert.
"Beholderne har stået alt for spredt i kvarteret. Så helt lavpraktisk har vi samlet beholderne, så man ikke tyer til den nemme løsning med at smide al sit affald i én beholder tæt ved sin opgang," siger projektmedarbejder ved renosyd Britta Indraccolo.

Samling på de forskellige beholdere, tydelig skiltning og et halvtag. Det er, hvad der skal til for at forbedre affaldssorteringen i boligforeninger som Ryparken i Skanderborg. Foto: Skanderborg Kommune
Sammen med Ryparkens beboere, Fælles Om Skanderborg og Skanderborg Andelsboligforening er der blevet afholdt et arrangement med konkurrencer og quizzer om affaldssortering. Samtidig blev et nyt overdækket affaldsskur indviet. Skuret er finansieret gennem Skanderborg Kommunes Klimapulje.
Det nye affaldsområde har samlet beholdere, tydelige skilte og plads til genbrug og plantebord. Ifølge beboer Andom Dagnew har løsningen også styrket fællesskabet.
"Det er bare fantastisk, hvad et overdækket skur og sådan et arrangement her kan gøre ved fællesskabet. Med overdækningen er det blevet sjovere at gå ned med skraldet. Med læ for regnen undgår affaldet at lugte, beholderne står samlet med tydelige skilte på dem, og så kan vi naboer bedre møde hinanden hernede nu," siger han.
Tiltaget betyder også, at viceværter kan bruge mindre tid på oprydning og fejlsorteret affald.
Faktaboks:
- Sted: Ryparken, Skanderborg
- Initiativ: Forbedret affaldssortering i boligforening
- Tiltag: Samling af affaldsbeholdere, tydelig skiltning og overdækket affaldsskur
- Støtte: Skanderborg Kommunes Klimapulje
- Samarbejdspartnere: Ryparkens beboere, Fælles Om Skanderborg og Skanderborg Andelsboligforening
- Fokus: Bedre affaldssortering, fællesskab og mindre ressourceforbrug
- Klimapuljens næste ansøgningsfrist: 8. september 2026






Accepter kun nødvendige cookies